Grund til stolthed og begejstring

Knapt havde rådhusklokkerne ringet det nye år ind, før læserbrevene tikkede ind med kritik om byudviklingen, arkitekturen og investorerne i Horsens Kommune. En efterhånden triviel, skinger og respektløs tone fra personer og partier, for hvem, der er gået inflation i at overgå hinanden i brugen af kritiske, negative og nedværdigende gloser om byudviklingen. Der er tilsyneladende en tro fra disse ophavsmænd – og kvinder, på at jo mere man kan nedgøre byudviklingen, arkitekturen og investorerne jo mere gavner det Horsens. En holdning vi i Liberal Alliance absolut ikke deler. Desuden har Enhedslisten startet en konkurrence, hvor ”vinderen” åbenbart er det parti der har stemt nej til flest byudviklingsplaner. Og SF ønsker at afskære udenlandske investorer for at investere i vores by. Som en borgerlig-liberal lokalpolitiker, ønsker jeg at se min kommune, og min by, udvikle sig og vækste til gavn for borgerne i kommunen. Derfor deler jeg og LA på ingen måde disse synspunkter. Tværtimod – i LA ser vi langt mere positivt på udviklingen i Horsens.

Når jeg husker tilbage på byudvikling i Horsens de seneste år, er det med stolthed og begejstring. Det er imponerende hvilken transformation vi som kommune er gået igennem – blot indenfor de seneste 3-4 år. Og upåagtet hvad kritikkerne siger, så er jeg af den overbevisning at udviklingen er sket i respekt for byens historie og med borgerne i centrum. NEJ – jeg synes ikke at den gamle, grå betonbygning som husede det tidligere Kvickly var en arkitektonisk perle med historisk værdi. Derfor er jeg glad for, at området nu har fået et moderne look, med lejligheder, liberalt erhverv og en dynamisk detailhandel. NEJ – jeg synes ikke at det tidligere Mælketorv var en attraktiv, grøn oase med masser af kulturhistorie. Derimod er jeg utrolig glad for, at vi nu kan understøtte erhvervsliv, detailhandel, bilister og beboer i midtbyen ved at bygge et P-hus. NEJ – jeg synes ikke at området på nordhavnen med gamle, faldefærdige siloer på forurenet grund var specielt charmerende. Derimod synes jeg, at det er fantastisk at se det mangfoldige, moderne og attraktive byggeri skyde op på hele nordhavnen. Jeg glæder mig til at se det endelige resultat, når havnebad, kanal og strandpromenade står færdigt – det bliver fantastisk.

Jakob Bille
Byrådsmedlem for Liberal Alliance og Formand for Kultur-og Civilsamfundsudvalget
Højmarksvej 19
8700 Horsens

Leave A Reply