Stærke lokalsamfund
Jeg tror på mere nærdemokrati og lokal selvbestemmelse. Beslutninger skal træffes tættere på borgerne, hvor man kender udfordringerne. Lokale fællesskaber – foreninger, forældrebestyrelser og frivillige kræfter – skal have større frihed og ansvar, fordi stærke lokalsamfund bygges nedefra, ikke oppefra. Det handler om at skabe levende byer og opland, hvor folk har lyst til at blive og bidrage.
Børn og unge
Jeg vil arbejde for en folkeskole, hvor børn trives, lærer mere og mødes med høje forventninger. En stærk skole starter ikke i 0. klasse, men i hjemmet, vuggestuen og børnehaven. Derfor skal vi styrke samspillet mellem forældre, institutioner og skoler, så børn møder tydelige rammer, tryghed og fælles ansvar. Forpligtende fællesskaber og aktive forældrebestyrelser er en vigtig del af løsningen.
Forældre skal have frihed til at vælge det, der passer deres familie bedst, og kommunen skal tilbyde fleksible pasningsmuligheder og gode daginstitutioner tæt på, hvor folk bor. Når vi investerer i børn og unge – og giver både familier og institutioner mere frihed – skaber vi et stærkere fundament for fremtidens Horsens.
Retssikkerhed
Alle borgere skal mødes med respekt og retfærdighed. Vi skal have mindre bureaukrati, mere gennemsigtighed og en kommune, der behandler borgerne fair og lige – så tilliden mellem borger og myndighed styrkes.